Da Trolddomen bleff hæved & need Paa Jorden han svæved: Da som nu Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten Dend vaer Smerte Medens han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed først I Liivets ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv De træller under ham They fear him Med at troskyldig Sind Fryckter ham Een Krafft aff sand Natur Som Sanser uden Selfbedrag Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvældens Farver Nattens Aandedrag For ingen Guderøst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede Dæmon, Phantom & Varulv Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde End han I hans Hiærte: Een Affgrund tung Som det sorte Hav Der eldsker sine Dyb Der Sammenkrøget I Vintrens Bund Fælder han al deris Glæde Liiv, Mod & Haab Maanen, stiigende paanye Hilser ham fra en sunken Himmel ...Oc ved den lydende Midnattssalme Som Fryckt i Natten væver Skald de fromme atter falme The spell did breake and gave release To hours amongst Mankynde But then, as now, the strayn Of living, breathing, yea ev'rie move A burden approaching payn Dishearten'd he was As he wander'd with men On the surface of life - no change No change as the Beast within They fear him, these fooles A power pure, nature unveil'd Perception sans delusion Amongst them he walks unseen Like a tint if Twilight The breath of Night No voice of God did tell Man what He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & Beast Mere names given to what they fear'd But he In his heart: An abyss unfathomable As teh blacken'd sea Which loves its deeps There An animal shadow crawling O'er the wintry soil All Hope, Joie & Life he slayes The Moone, rising anew Bids him welcome from a waning sky ...And by the sounding Of his midnight psalme Feare shall be harvest agayn From the Pious hearts of men