Villemand og hans væne brud,
Strengen er af guld,
De spillede guldtavl udi hendes bur,
Så liflig leged' han for sin jomfru.
For hver en gang guldtavl på borde rendte,
Så mange tårer den jomfru fældt'.
"Hvi græder I for guld så rød?
Græder I for I er bleven min mø?
Græder I for jeg ikke er rig,
Og jer tykkes, jeg kan ikke være jer lig'?"
"Jeg græder ikke for guld så rød,
Og det er med min vilje, jeg er bleven jer mø.
Ej heller græder jeg for I er ikke rig,
Mig tykkes, I er og så ganske min lig'.
Jeg græder langt mere for åen Blide,
Som snarligt jeg skal hen over ride."
"Jeg græder langt mere for åen Blide,
Som snarligt jeg skal hen over ride.
Der sank neder mine søstre to
Den tid de lod deres bryllup bo."
