Trolovelsen frydede hende For gommen var mere end hendes lige; Så snart de havde ytrede deres løfter Til kammeret så man dem stige På dyner af dun og silke Hviskede han lavt i hendes øre Så hed og så hæs var den mø At englene selv kunne høre hende Og han tog hende i halmen nat efter nat Og hver nat tog han sin viv Han tog hende med ømhed, tog hende med vold Men flad forblev hendes liv ”Er der noget galt, min hjertenskær? Er det dig, eller er det mig? Vi har ligget hos hinanden så mangen en gang Hvad mere kan jeg gøre for dig?” ”Ej skal du græmmes, min hjertenskær, For dét, som jeg nu gør Jeg er tilbage før solen står højt.” Så flyede hun fra hans dør Under blåsort himmel, spættet med stjerner På årets korteste nat Stod hun ved vældets vande i den stille skov Mens brisen strøg hendes hud så glat Og hun listede sig fremad, og fremad igen Ud i den hellige dam Og hun tvang sig fremad igen Til vandet dækkede hendes skam Fordulgte i skovens skyggefyldte nat Så de på den væne mår De slugte synet med sultne øjne Hendes tunge barm og faste lår Én for én, føret hun dem til et lønligt sted i skoven Hvor hun bad dem stille hendes sultne lyst Somme var blide, somme var grove, og somme kendte hun før Men alle bad hun tage hende med bævrende røst Og der lå de og vred sig i skovens mosede mulm Én for én, tømte de sig i hendes køn Gerne tog hun imod dem, lige meget hvem de var I håbet om, at gud hørte hendes bøn Da de forlod hende og bød hende leve vel Lå hun alene og favntog sig selv Hun stirrede op i himlen den høje Og tænkte på sin mand med en tåre i hendes øje Modet hun fattede og langsomt hun stod På rystende ben og usikker fod Hun fulgte den sti, hun havde trådt med de mænd Samlede sin særk og vendte mod hjem Natten var kort, og solen snart steg Hun måtte dølge den nat for manden hun sveg ”Ej kan han skammes for det, han ej ved Barnets ophav er min hemmelighed!”