Jeg tror ikk' længere på missionen
Det føles som om, at alt er tabt
Vi sidder her i glastårne
Og tårnets fod; ødelagt
Vi vandt et slag med kugler og krudt
Men krigen er fortsat og livet udskudt
Vi drak champagne - vi troede, vi var i mål
Men kun dens kølige dulmen var det eneste, vi opnåede
Nu sidder vi i vores [?] fængsel
Oppe under verdens smukke tage
Blandt fugle og skyer og længsel
Og ser dage bli' til nat, bli' til dage
Alle ka' se vores ligegyldige indre
For glasset står som på ny
Og vi skriver kun digte
Om skyerne og om at flyve
Nu mærker vi tårnet briste
Først en dyb fornemmelse af tab
Så med fuld fart, vi la' os kaste
Gennem himmelens blå gab
Jeg vælter igennem vinden
I vores stille glaspalads
Selv tyngdekraften må forsvinde
Og kan ikk' holde os på plads
Første gang i tusind år
Ser man os med smil
For de her sidste timer
Har været allersmukkeste mil
Vi ska' ikk' bo i himlen
Nej, drømme er vores pæl
De eneste spirtårne vi ska' bygge
Er de højeste drømme i vores sjæl
