En Efteraarsdag saa kold, saa skønn strøg jeg af Sted Med gyldne røde prangende føre mig blev jeg liden igen En sval Bris let mod mit Kind som en Hiertenskærs Strygen Sitrende jeg laver i duggfrisk Lyng mit Hierte slaae sin Rod Myrerne stuves for sit røde Guld, hvis Blussen tilstases mit Hy og Huld Mit Spand nu fyldes -just som mig Mit Spand hartad læns stadig trinte jeg i Skoven længer ind mod gemte Lænder smykked i Guld Hist fore mig i Skoddefavn Bjørken røber sin Lønegang mod Myrerne i fuld Troldpuds mit Føtt slaaer sin Rod Op ifra Søkket op ifra Skoddehav, en duvende Mylne hos Tørvfolket stod Dødmand byder sin Dødkone op Forføred af Løden om Myrens smukke Guld Forsømmed jeg Døden kring Multens vonde Kuld Multens Greb nu omkring mig slog og lokker mig længer ud paa Lunsemyr --mens Dødens Vals tiltog Tørvens Greb haardt omkring min Fod og trækker mig ned mod min vaate Grav Min Krop saa tung, saa hvilkekær fredsælt min Vilje her bleges af Dødmand om sin Dødkone Hænderne hævet over Hoved En Aattetur i evig Rundgang -slig gaaer Dødens Vals Høire Haand tvunded i hendes Venstre Haand tvunden i hans Til Toner af Raaten gik Mylnen med en Oddes Savn Hvis Multerne saa til næste Høst min Danseuse vilde skænke mig